Legaterne

Sådan støtter foreningen unge kunstnere

Foreningen uddeler tre typer støtte. Første uddeling annonceres her på siden, når foreningens registrering og første indsamling er på plads.

Uansøgt hædersgave

Annette Valstrøms Mindelegat

Foreningens fornemste uddeling: Annette Valstrøms Mindelegat gives én gang om året som en hædersgave til en ung kunstner, der gennem sit hidtidige kunstneriske virke har gjort sig bemærket. Hædersgaven er et uansøgt engangsbeløb, der udelukkende gives som anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester - ikke som støtte til et bestemt værk eller projekt. Mindelegatet kan ikke søges: alle kan indstille en kunstner, og bestyrelsen udpeger modtageren med en skriftlig begrundelse. Samme kunstner kan kun modtage mindelegatet én gang. Foreningen har et almennyttigt formål, og hædersgaven er derfor efter gældende regler og praksis (ligningslovens § 7, nr. 19, jf. SKM2022.156.SR og SKM2022.208.SR) skattefri for modtageren.

Indstil en kunstner

Efter ansøgning

Arbejdslegater

Unge kunstnere kan søge om arbejdslegater til fordybelse, materialer eller konkrete projekter. Ansøgningen sker med en motiveret ansøgning, struktureret CV og gerne billeder af egne værker. Arbejdslegater er skattepligtig indkomst for modtageren.

Ansøg om legat

Efter ansøgning · klausuleret

Rejselegater

Legater øremærket studierejser og ophold i udlandet - i Annettes ånd, som selv uddannede sig i keramikbyen Albisola i Italien. Rejselegatet gives som et klausuleret legat, dvs. på betingelse af at det bruges til den studierejse, der er søgt om. Er betingelsen opfyldt, er legatet efter gældende regler (ligningslovens § 7 K) skattefrit for modtageren, i det omfang det dækker rejsen mellem Danmark og studiestedet, ophold (kost og logi) på studiestedet samt dokumenterede udgifter til undervisning, kurser og deltagerafgifter.

Sådan foregår et rejselegat

  1. Du søger med en beskrivelse af studierejsens formål, rejsemål (udlandet, Færøerne eller Grønland), periode og et budget for rejse, ophold og eventuel undervisning eller deltagerafgift.
  2. Bestyrelsen behandler ansøgningen og giver et skriftligt tilsagn om et maksimalt beløb, klausuleret til den beskrevne studierejse. Rejsen kan først påbegyndes efter tilsagnet.
  3. Du lægger selv ud og gennemfører rejsen. Legatet udbetales ikke på forhånd.
  4. Senest tre måneder efter hjemkomst sender du kvitteringer for rejse, undervisning og deltagerafgifter sammen med en kort rejseberetning - gerne med billeder, som foreningen må vise. Kost og logi på studiestedet kan dækkes efter Skatterådets standardsatser uden bilag i de første 12 måneder af opholdet.
  5. Foreningen refunderer de dokumenterede og satsberegnede udgifter, dog højst tilsagnsbeløbet, skattefrit efter ligningslovens § 7 K. Udgifter, der ikke er dokumenteret eller ligger uden for klausulen, refunderes ikke.

Udgifter, som legatet dækker, kan ikke samtidig fradrages i din skattepligtige indkomst (ligningslovens § 7 K, stk. 7). Studierejser i Danmark er ikke omfattet af skattefriheden og behandles som arbejdslegater. Gem din dokumentation - Skattestyrelsen kan bede om den.

Ansøg om rejselegat

Uddeling kan ikke ske til medlemmer af bestyrelsen eller disses nærtstående, jf. vedtægternes § 8.